Tivolis Promenadeorkester hed de i mange år. 110 år helt nøjagtig.
Tivolis Promenadeorkester kom til verden i 1906 og har været en del af Georg Carstensens verdensberømte forlystelseshave indtil årsskiftet 2015-16. Da opsagde Tivoli samarbejdet med sit gamle orkester.
De 17 orkestermedlemmer og deres kapelmester er ikke Metusalemmer, og de valgte ret hurtigt den løsning at fortsætte orkesterdriften selv. Promenadeorkestret har igennem mange år ved siden af Tivoli-traditionen opbygget gode traditioner og samarbejder rundt om i landet med nytårskoncerter, sommerkoncerter og festmusik.
Med Tivolis Promenadeorkester traditionerne som afsæt og en ny hjemmeside udviklet af Dialogdesigneren starter orkestret nu et nyt kapitel. Navnet er ikke længere Tivolis Promenadeorkester, men blot Promenadeorkestret.
Men Tivolistemningen, Lumbye-tonerne og evergreens fra de sidste 110 års populærmusik – alt det hænger ved.
Promenadeorkestret har faktisk fans
Testimonials fra fans, koncertarrangører og solister fylder godt på hjemmesiden. Og det er ganske bevidst. Nu skal Promenadeorkestret stå på egne ben og gerne finde nye fans og nye spillesteder.
Folk, som ikke kender dem, skal have troværdige anbefalinger fra andre. Det får de på den nye hjemmeside.
Kontrabassist sendt i byen
Promenadeorkestret sendte kontrabassist Henrik Olafsson i byen for at finde en webdesigner. Henrik fortæller:
“Da vi i vores 110 år gamle orkester skulle have lavet en hjemmeside og havde brug for kompetent ekspertise, henvendte jeg mig til Dialogdesigneren. Jeg havde samarbejdet med ham før og satte stor pris på den imødekommenhed og gode service jeg kendte til. Der var fuld opbakning i orkestret til Carstens tilbud. Samarbejdet har været en fornøjelse hele vejen igennem. Jeg har kun positive tilbagemeldinger på en hamrende flot hjemmeside til Promenadeorkestret.”