Kender du fablen om æslet og guleroden? Ellers får du lige et kort resume (25 sekunder).
En mand binder en gulerod til en pind. Med pinden placerer han guleroden lige foran æslet. Æslet vil rigtig gerne have guleroden og begynder at gå. Da pinden flytter sig i takt med æslet, forbliver guleroden altid lige uden for rækkevidde. Æslet ender med at gå hele dagen uden nogensinde at få sin belønning.
Ligesom æslet i denne fabel kan vi blive manipuleret til at yde en kæmpe indsats, imens vi jager en uopnåelig drøm.
I dag bruger vi ofte udtrykket “at hænge en gulerod foran næsen” på nogen, når en chef eller et investeringseventyr lover en belønning i fremtiden. Vi, eller i det mindste nogle få af os, har bittert erfaret at det lovede sjældent bliver leveret.
Er de sociale medier en ny tids gulerod?
I virkeligheden er der mange forskellige slags gulerødder, og manipulationen virker ofte helt uden gulerod. Vi skal bare have at vide, at det her, det er noget de fleste allerede gør. Så gør vi det også. Uden at tænke nærmere over det og uden at efterspørge bevis.
De fleste sociale medier har været mainstream i mindre end 20 år. Til gengæld er de blevet mainstream i en grad, så de fleste mennesker i Vesten bruger langt flere timer i de sociale medier end de bruger på traditionelle nyhedsmedier og tv.
Og som vi ved fra eventyret: Hvad fatter gør er altid det rigtige.
Hvordan 7 timers arbejde bliver til 60 sekunders output og 2 sekunders kontakt
Jeg møder næsten dagligt selvstændige og iværksættere, som investerer adskillige timer om ugen – i nogle tilfælde timer om dagen – på de sociale medier. Det meste af en dag kan gå op i at producere en 60-sekunders reel med indlagt musik og vaniljesukkerdrys.
Hver gang jeg støder på det, kommer jeg til at tænke på æslet og guleroden. Jeg kan ikke lade være. Undskyld!
Og så kommer jeg til at tænke på, hvor meget både Facebook, Instagram og LinkedIN – for ikke at tale om TikTok – minder om Tinder. Du ved, dating appen, hvor man swiper: Duer ikke! Næste!
Så er vi i fabelverden igen. Den sure prinsesse! Det er næsten som om fablerne vil os noget, er det ikke?
Hvor let er det ikke lige at glemme det store mismatch mellem en hel dag brugt på at producere et 60-sekunders speedsnak reel og så de to sekunder som det tager publikum derude at sige: Duer ikke! Næste!
Men hvad så med det reel som får likes – ti, tyve eller måske tusinde?
Kender du den reelle værdi af dine likes?
Spørg lige dig selv selv, hvor lang tid det tager at trykke på et like. Hvorefter fingeren swiper videre på jagt efter nye impressions.
Spørg også lige dig selv, om likes betaler regninger – licenser, hus, bil, daginstitution og drømmerejsen til Ligurien.
Hvad er det med de likes, der så let får os på krogen, får os til at knokle uden belønning, uden skygge af bevis?
Åjo, der er historier derude, og fabler måske, om folk der har opbygget profitable online businesses igennem de sociale medier. Jeg kender – og anerkender – en del af dem. Jeg har endda set nogle af de flotte regnskaber.
Fint nok. For alle os andre er disse successer mest af alt en gulerod. Måske endda en af dem med sukker på.
Hvor vil jeg hen med denne gulerodssnak?
Jeg vil gerne hen til en hverdag, som har mere diversitet i grønsagsskuffen. Hvor der mere virkelighedsnært er både gulerødder, kål, tomater, kartofler, løg, hvidløg, purløg, timian, kanel og hvad-ved-jeg i opskriften.
Mere jordnært: En hverdag hvor vi prøver at arbejde proportionalt med indsats og udbytte. Målt i mærkbare størrelser som tid, kroner, besøgsrate og konverteringsrate med mere. Og søreme også målt med sociale alen: Hvem fik jeg nu hevet ind i mit netværk og hvornår skal vi mødes næste gang?
På min egen dagsplan forsøger jeg at prioritere de direkte menneskelige kontakter som det første og det vigtigste. Hver dag. Også på den dag, der har SoMe-opdateringer som overskrift.
Det har med tiden ført til, at alle mine arbejdsdage begynder med den menneskelige kontakt. Ikke nødvendigvis med cold calls ud i en hård og travl og afvisende verden, men for eksempel med at følge op på det møde vi havde i går og de ideer, der opstod i det møde.
Den slags opfølgning er guld værd, både for os selv og for de samarbejdspartnere, der oplever at se deres ideer og forslag taget alvorligt. Uden udsættelse.
Jeg tjekker mig selv og min egen virksomhed, før jeg tjekker andres
Dernæst prioriterer jeg nogle systematiske dyk ned i maskinrummet: Tidsforbrug, resultater, den slags ting. Jeg har langsomt vænnet mig til at begynde mine dage med de frugter i kurven, som er virkelige, håndgribelige og fulde af vitaminer.
Herefter bliver det tid til hjemmesiden, som jo er mit eller virksomhedens alter ego og kundemodtagelse. Miljøet her skal altid være velordnet, rent, inspirerende, hyggeligt – ja, måske ligefrem velduftende!
Det giver ikke likes og måske heller ikke målbare resultater. Men det er rart at være i. For mig selv og mine gæster.
Så er der regnskab og analyse. To vildt undervurderede discipliner. Her kan man i den grad hente sig nye ideer. Og tage livet af de fejlslagne. Men kun, hvis man er over tallene og fakta hele tiden. Mindst en gang om ugen.
Hvis der så er tid til overs …
Hvis der så er tid til overs, kunne det da være sjovt at blande sig lidt i koret på de sociale medier.
Er der ikke tid, er ulykken ikke så stor. Guleroden ligger næringsmæssigt i den vitaminfattige ende af skalaen. Både i køkkenet og i business.
Velbekomme!
FOTO: Ann Tarazevich
Et af de fremhævede ord i artiklen var kundemodtagelse. Det har jeg også en læseværdig artikel om.
