Ja, overskriften er nok en stramning. Men så lad mig da forklare: 99% af os går på arbejde i egen virksomhed eller i en andens virksomhed uden at skænke kundemodtagelsen en eneste tanke.
Kundemodtagelsen? Jamen, det er jo bare den dør dér. Det siger da sig selv!
Jeg skal være den første til at indrømme, at det kun er sket et par gange, at jeg har taget den forkerte dør ind på autoværkstedet. Men …
Kundemodtagelsen er vigtigere end de fleste af os tror. Og hvis du er typen, der i det mindste fjerner de sure sokker fra gulvet og sofahjørnet, når du venter gæster, så skal du læse videre her.
Kundemodtagelsen er stedet hvor vi træder ind med alle sanser tændt
Lad os begynde med stedet. Hvad enten du er virksomhedsejer eller ansat, så bør du have prøvet entreen på egen krop. Hele vejen ude fra motortrafikvejen, ind gennem de små køreveje til indkørselen og port eller dør.
Hvordan var det?
Havde porten eller døren det rigtige skilt og den rigtige farve? Hvordan var håndtaget? Hvor let gik hængslerne?
Hvilket rum kommer gæsten ind i? Er der plads til gæster? Er der tænkt på gæsterne? Er der – selv i mekanikerværkstedet – en slags orden. Og ved de ansatte, hvad de skal gøre, når en gæst forvilder sig i den forkerte retning?
Farven på væggene, rutemarkeringen på gulvet, lugten i bageriet – det hele tæller og er med til at afgøre om gæsten går ind på at forvandle sig fra gæst til glad kunde. Eller har det okay med at forblive i den rolle.
Lad os gå videre, for det er jo ikke bare i indkørslen og på værkstedet vi modtager kunder. Det gør vi også på hjemmesiden.
Hjemmesiden er den digitale kundemodtagelse
Siger din hjemmeside pænt goddag til nye besøgende? Giver den noget der ligner et varmt og fast håndtryk?
Hvis ikke denne lille detalje er tydeligt på plads, så kan du godt forberede dig på, at gæsten kigger sig omkring med lidt mere kølig distance. Eller er i fuld fart på vej mod udgangen.
Jamen, siger du, jeg har læst igen og igen, at det handler om at gøre det knivskarpt, hvad man får her og hvem det er relevant for!
Det er heller ikke forkert. Men det er ikke hele sandheden!
Sandheden er, at vores sanseapparat er udviklet og trænet til på brøkdele af et sekund at aflæse, om en person, et sted, et bogomslag eller en hjemmeside er værd at give mere opmærksomhed. Og er svaret ikke et fuldtonende Ja, så er vi allerede på vej videre.
Dette er selve grunden til, at de sociale medier, og andre medier, har en swipe-funktion.
Det er også grunden til, at den selv samme swipe-funktion bliver benyttet flittigt og ihærdigt.
Swipe-funktionen er opfundet, fordi vi vil videre
Din hjemmeside har ikke nogen swipe-funktion indbygget. Men den har så heller ikke en funktion, der holder på gæsterne.
Den kan holde på gæsterne.
Men så skal du denundelyneme have gjort dig umage med at gøre den ekceptionel, varm, hyggelig, givende og informativ. Samt effektiv. Og troværdig. Og så i tilgift et drys festøv.
Jeg har bygget en særlig kundemodtagelse til denne hjemmeside. Ikke fordi der er så mange som vælger den vej ind. Men fordi jeg har holdninger til emnet. Og jeg synes at holdninger forpligter.
Derfor har jeg bygget en kundemodtagelse.
Den fritager mig ikke for at gøre mig ekstremt umage med alle de andre indgange som hjemmesiden har. Men den er der.
Hvis du vil give min kundemodtagelse et par ord med på vejen, er du velkommen til at gøre det herunder. Og hvis du endnu ikke har set den, så er den lige her.


