Igennem ti år har journalisten Asger Røjle Christensen været WordPress selvbygger med back-up fra DialogDesigneren. Nu er hjemmesiden redesignet til endnu et årti.
Asger er journalist, rejseleder og foredragsholder med speciale i Japan. Japan er hans andet fædreland.
Asger har tillige skrevet en lang række bøger om Japan, og selvom bøgerne er udgivet på forlag, så har hjemmesiden været med til at gøre bøgerne kendte.
Historien om en WordPress selvbygger
Asger har selv bygget hjemmesiden. Under et ophold hjemme i Danmark i sommerferien 2014 deltog Asger i et 15 timers kursus hos Dialogdesigneren. Kurset handlede om at bygge egen hjemmeside i det brugervenlige system, WordPress.
Asger var lærenem, og allerede efter den første lektion var journalisten i gang med at personliggøre et indkøbt designtema, der tog udgangspunkt i klassisk avisdesign.
Det gik så strygende, at Asger snart også – som en af de første journalister herhjemme – var i gang med at udgive sit eget webbaserede nyhedsbrev til Japan-interesserede danskere.
Efter et par år med stor succes, men også med meget ekstra arbejde, blev nyhedsbrevet droppet som selvstændig aktivitet og gjort til en fast del af hjemmesiden.
Korrespondentvirksomhedens livsnerve
I de forløbne ti år har hjemmesiden været livsnerven i Asger Røjle Christensens virksomhed. Ud over at spejle de Japan-nyheder, som Asger løbende har afsat til danske og udenlandske mediehuse, har hjemmesiden også løbende bragt Asgers egne nyheder og indblik i det japanske samfund – plus en oversigt over den sideløbende produktion af bøger, foredrag og rejser.
De seneste år er mediehusenes interesse (læs: økonomiske råderum) for Japan og Asien skrumpet, men i Asgers tre øvrige produktionsgrene er der god efterspørgsel.
"Det skal hjemmesiden afspejle," lød beskeden fra Asger, da han i sommerferien 2024 bad Dialogdesigneren hjælpe med et redesign af hjemmesiden og et lille genopfrisknings kursus i selvforvaltning af samme.
Brudt ned og bygget op
Hjemmesiden blev brudt ned og bygget op igen fra grunden, stadig i WordPress og med stor respekt for det oprindelige design. Der blev ryddet op i både teknikrummet og i antallet af kategorier.
Undervejs gjorde vi udstrakt brug af designværktøjet "Thrive Suite", der bygger på de allerbedste traditioner fra klassisk avisdesign.
Hjemmesiden fremstår nu med et klart fokus på de fire produkter, som Asger leverer til det danske sprogområde.
Asgers bedste erfaringer med at udgive nyhedsbrev til de særligt interesserede får en ny tur i manegen med WordPress-folkenes eget nyhedsbrev-system, MailPoet. Det udmærker sig ved at være 100% integreret i hjemmesiden, ved at have smukke designskabeloner og ved at blive båret frem til modtagerne af en GDPR-blåstemplet sendetjeneste.
Med andre ord: Uden dikkedarer.
Premiere
Asger holder premiere på hjemmesiden i dag, og jeg opfordrer til, at du tager et kig på Asgers omfattende produktion og måske skriver dig op til et nyhedsbrev, som du ikke i dine vildeste fantasier havde drømt om, at du en dag ville blive meget glad for.
LINK: Asgerrojle.com