En hjemmeside er meget mere end et visitkort eller en flyer. Den er din kundemodtagelse. Også dig der ingen kunder har. For du har altid noget du skal have solgt. Medlemskab. Oplevelse. Fællesskab. Holdning.
Hjemmesiden skal på alle etager udtrykke både dig og dine kunder. Etagerne er design, indretning, farvepalet, stemning, overblik og budskab – sprog.
Hjemmesiden skal være åben og varm og inspirerende. Vi skal kunne mærke hjertet slå. Vi skal føle os værdsatte og velkomne. Vi skal genkende snittet og sprogtonen.
Uhh, der er så meget mere at fortælle om det gode håndværk. Læs med her.
Sproget: Jeg-historier er ikke nogen god start
Mange starter deres hjemmeside-projekt med et helt forkert udgangspunkt. De spørger sig selv: – Hvad vil jeg gerne fortælle?
Det indadvendte spørgsmål har det med at avle endnu flere indadvendte spørgsmål. Som for eksempel: – Hvordan vil jeg gerne ses? – Hvad skal de vide om mig? – Hvad mere kan jeg fortælle om mig selv?
Jo bedre vi er til at svare på den slags spørgsmål, desto mindre relevant og inviterende bliver hjemmesiden.
Jeg-historier skal være ualmindeligt stærke og usædvanlige, før de får nogen til at hænge på indtil sidste punktum. De fleste er skredet længe før.
Ikke mere om det. Det er kort og godt den forkerte opskrift. Her kommer en bedre:
Det er du-historien der duer
Du-historien er det som hjemmesiden skal fortælle, for den handler om brugeren eller gæsten. Den fortæller, hvad brugeren går og slås med, eller mere positivt, hvad brugeren går og drømmer om. Og så præsenterer den en løsning:
Hvis du vil væk fra Slåsland, så skal du gøre sådan og sådan. Hvis du vil virkeliggøre din drøm, så skal du gøre sådan og sådan.
Nu kan du præsentere en løsning. Tror du at brugeren er blevet bare lidt mere interesseret?
Det tror jeg.
Som i "ved".
Samtalen: Dit ansvar som hjemmesideejer
Hjemmesiden er et samtalerum, og for at få samtalen på gled, må der være både spørgsmål og svar.
Samtalen flyder bedst, hvis begge parter i forvejen kender lidt til hinanden. Og det er værtens (hjemmesideejerens) forbandede pligt at vide noget – meget! – om sine gæster. Og at holde liv i samtalen. Og at give samtalen en god drejning.
Din pligt som hjemmesideejer er altså at være foran på viden om gæsterne. Du skal kende deres ønsker, ambitioner, drømme og håb. Samt deres problemer og skavanker.
Du skal sørge for, at gæsterne går hjem med en oplevelse af, at de fik noget med hjem. Endda mere end de havde turdet forvente.
Og det kan du kun, hvis du kender dem rigtig, rigtig godt, og har gået et par ture i deres sko.
Formning: Nu skal historien have tøj på
Når du så er færdig med historien – den sproglige, præcise og enkle formulering af deres drømme og håb, samt de ting, der eventuelt står i vejen for at realisere drømmene – så skal historien have "tøj" på.
Tøjet er design, komposition, bevægelse, rytme, billeder, grafik, luft.
Alt det visuelle skal underbygge den historie, som du lige har lanceret sprogligt, og det skal også bygge videre på sprogtonen og jargonen, som du deler med dine brugere. Det visuelle gør brugeren tryg i genkendelige rammer.
Tatovørens og teatrets hjemmesider er ofte sorte. Det handler om at fylde forventninger ud.
Vi har kun lige løftet på låget
Endnu har vi kun været på overfladen af alle de spørgsmål med tilhørende svarmuligheder, som tilsammen afgør hjemmesidens skæbne: Knald eller fald. Gevinst eller tab. Og vi har kun berørt de allervigtigste.
Vi siger ikke, at man altid skal hyre en god håndværker (som mestrer både menneskelæsning, design, sprog og salgspsykologi samt teknik og protokoller) til at hjælpe sig.
Men har du råd, så kan det virkelig betale sig at have en dygtig håndværker ved sin side, når man bevæger sig ind i hjemmesideland. Der er to gevinster: Dels kommer du hurtigere til mållinjen. Dels undgår du masser af tidsspilde med begynderfejl. Og tid er penge.
Hvis du vil investere den nødvendige tid, så er her en gratis tjek-liste – værsågod!
Listige spørgsmål til en week-end med
hjemmeside-repair-café
Er det fra starten helt klart hvem denne side henvender sig til? (overskrifter og underoverskrifter)
Er det fra starten klart hvad de kan få ud af at læse færdig, før de hopper videre til noget andet?
Fremgår det af overskrifter/fremhævet tekst ned igennem siden?
Kan den udvalgte med sikkerhed genkende sig selv i sidens
- budskaber?
- spørgsmål?
- sprogtone?
- billedvalg?
- design?
- opfordring til handling?
Er sætningerne korte og konkrete og aktive?
Er afsnittene? - Hvis du ser afsnit længere end tre linjer, så del dem op.
Hvis siden ikke giver gæsten en handlemulighed, hvilken kunne du da indføre?
(“Ingen” er ikke et gyldigt svar her)
Har siden et fokus søgeord? – dvs. et ord eller en kort sætning, som med størst sikkerhed ville føre en gæst hen til denne side, hvis gæsten skrev dette søgeord/-sætning i en søgemaskine.
Optræder dette fokus søgeord:
- i hovedoverskriften?
- i første tekstafsnit?
- i en mellemrubrik?
- i en billedtekst og billedets alt-tekst?
- i nok et tekstafsnit
- i en indholdsfortegnelse?
- i en hjælpe- eller guide-tekst (sådan gør du dit eller dat)?
Har siden et dias-show eller fotogalleri? Drop det. De færreste synes de har tid til at bladre. Sæt hellere enkelte udvalgte gode billeder ind imellem teksterne dér hvor det er relevant.
Er billederne på siden stockfotos (købte eller gratis)? Prøv at udskifte dem med fotos du selv tager.
Er der link FRA denne side TIL relevant andet indhold på din hjemmeside?
Er der link TIL denne side FRA relevant andet indhold på din hjemmeside?
Er der link FRA denne side TIL sociale medier? Lav det straks om til et link den anden vej – FRA socialt medie TIL denne side.
Er der link FRA denne side til relevante eksterne kilder? Hvis ja, kan du få denne eksterne kilde til at indføre et link den anden vej?
Er der på siden et link til en PDF? Drop PDFen og brug almindelig hjemmesidetekst og -billede i stedet!
Dette er kun en anbefaling, og jeg skal selvfølgelig ikke bestemme hvad du bruger din week-end på.
Hvis du har en eller flere sider, som du gerne vil have vurderet af en professionel, så har jeg en pris på det. 300 kroner pr. side ex. moms. Mulighed for samlerabat ved flere sider.
Som navnet vurdering antyder, er fejlretning ikke inkluderet. Hvis jeg skal hjælpe med at rette fejl på en side, så er tidsforbruget i de fleste tilfælde en time og timeprisen er 600 kroner ex. moms.
Hvis han er så klog, så kan han måske også hjælpe mig med at udpege de svage sider?
Nix. Det kan jeg ikke.
Det er dit ansvar at kende dine kunder/gæster rigtig godt og at vide, hvordan de skal behandles. Derfor er det også dit ansvar at vurdere, hvilke sider, som eventuelt ikke lever op til kundens eller gæstens forventninger.
Når du har gjort det, så hjælper jeg dig gerne videre!