En af mine venner betroede mig, at det kneb med tid til at komme i gang med at fylde indhold på hjemmesiden.
– Hvad er det, der stjæler din tid, spurgte jeg.
Ikke ét, men mange projekter optog den gode mand. Der var nok fem til hver hånd. Men ét af de virkeligt tunge projekter gik ud på at få ryddet op i to værelser fyldt med flyttekasser med bøger, rapporter, fotoalbums og andre efterladenskaber fra, ikke bare hans eget liv, men også to-tre generationer tilbage.
Den sandsynlige udgang på dette dilemma er, at min ven aldrig får tid nok til at udvælge og prioritere de vigtigste 10 procent og få dem digitaliseret og lagt op, mens tid er.
Kender du det?
Har du styr på digitalt eftermæle?
Har du selv alt for lidt tid? Eller har du måske selv været den, der måtte rydde op efter en afdød slægtning, som ikke havde haft tid til at gennemtænke og strukturere sit eftermæle, sin livshistorie, sin sidste tid.
Selv en overfladisk præsentation af de større linjer i et levet liv, en karriere, er sjovere for efterkommerne end en gammel udtjent pc, tre-fire eksterne harddiske med ubestemmelig port-type, endnu flere usb-sticks, samt skuffer, skabe og et tyngende antal flyttekasser med ukendt indhold.
Overvejelsen er endnu mere påtrængende for den, der allerede i levende live har haft et eftermæle i form af en hjemmeside eller en medieprofil – eller begge dele.
Hvad skal der ske med eftermælet?
Hvem skal vælge?
Hvad er din egen holdning til digitalt eftermæle?
Vil du lade dine efterladte stå frit med hensyn til at gå på opdagelse i dine efterladenskaber? Og hvad så, når der måske dukker noget op imellem efterladenskaberne, som de synes er så spændende, at de får lyst til at fortælle om det. Mundtlig eller digitalt. Hvad så?
Det gør de jo nok alligevel, hvis de synes.
Spørgsmålet er snarere, om du på forhånd vil tage medansvar for dit digitale eftermæle og lægge planer for, hvor meget oplysning og hvor mange gåder du efterlader til dine efterladte.
I gamle dage var det nemmere
For bare en generation siden var døden og eftermælet en mere enkel sag. Vi havde måske i løbet af et langt liv været nævnt i pressen en enkelt gang eller to. Ved bryllup, jubilæum eller begravelse og mindeord. I en bog eller et tidsskrift. I en nærtståendes dagbog.
Og endelig var der portrætterne og feriebillederne, pænt samlet i et fotoalbum med stive sider og gennemsigtigt beskyttelsespapir.
Nu har de fleste af os alt for mange feriebilleder, som ligger hulter til bulter på en evig rejse imellem smartphone og pc.
Vi har alt for mange løse digitale ender, og vi kan bare håbe, at alle vores småsure kommentarer i debattråde og sociale medier er godt og grundigt glemt, før det er for sent at kræve dem slettet.
Vores digitale arv rummer måske også perler, som det ville give god mening at træffe aftaler omkring, så de ikke bliver glemt eller slettet, men netop bliver ført videre sådan som de måske fortjener.
Har du udpeget en digital arving?
En anden god ven har provokeret til disse overvejelser med en besked om, at han har udpeget en digital arving – en som imod passende vederlag og efter aftale fører et betydeligt digitalt stykke pionérarbejde videre.
Mange af os har, ved jeg, digitale projekter, som er i proces eller næsten-færdige. I en anden tidsalder ville de være videreudviklet til en bog og måske udgivet. Det er ikke nogen selvfølge i dag, men burde måske være det, da den trykte bog er et mere pålideligt og langtidsholdbart medie end det digitale slæbespor.
I mangel af bogen om dig eller dit projekt, så bør du i det mindste sørge for, at nogen kender din sidste vilje og tager hånd om dit digitale eftermæle.
Vil du have en at sparre med i disse overvejelser, så stiller jeg mig til rådighed. Ring eller skriv!
Se her hvad du som minimum skal have på plads, mens tid er