I dag skal det handle om et problem, som vi alle sammen døjer med. Det problem gør grundtonen i vores hverdag anspændt, trist eller ligefrem håbløs.
Nu får du en ubetvingelig lyst til at scrolle videre, men stop! Gør det ikke!
99 procent af de bits, som ligger og venter på dig, er støj. Måske nærmere 99,9.
Lige her, lige nu, forsøger vi to at slukke for støjen. Bare et øjeblik. Bare fire minutter.
I løbet af disse udvalgte fire minutter vil jeg give dig opskriften på, hvordan du slukker for støjen i dit eget liv. Uden at gå glip af de signaler, som er gode nok eller nødvendige for dig.
Tro mig. Jeg har prøvet det selv.
Og tro mig. Det er nødvendigt at kunne det.
Hvad er det med den støj?
Grundproblemet er, at du lever i et samfund, som bygger på et demokratisk værdisæt. En del af det værdisæt går ud på, at borgerne er veloplyste om samfundets indretning, om borgerrettigheder og ditto pligter, om skat og skatteregler, om velfærd og viden, om politik og verdens gang – og jeg skal komme efter dig.
I udgangspunktet var det en fin og rigtig ansvarsdeling mellem stat og borger, men i dag er balancen tippet. For ikke at sige kæntret.
Den stiltiende aftale om, at vi alle skal være lige vel orienterede om alt, var god nok i sit udgangspunkt. Men spoler vi frem til i dag, så bruger vi de fleste af vores vågne timer på at orientere os i et informationslandskab, som er 90 procent støj og 10 procent signal. Forsigtigt anslået.
Lang historie kort: Medierne, ikke mindst de nutidige af slagsen, er fyldt med problemer, som hører til i kategorien støj, fordi
- vi har intet begreb om hvordan vi skulle løse de problemer
- vi har ikke magten eller redskaberne til at løse dem
- vi bliver ikke klogere eller bedre stillet af at kende til eksistensen af disse problemer. Ofte tværtimod
Det er ikke kun medierne. Det er også samtalerne.
Vores samtaler med andre får en tendens til at handle om det som medierne tillægger vigtighed. Vi får dobbelt ration. Endnu mere støj. Og vi er selv med til at forstærke støjen.
Hvad kan jeg gøre?
Lidt forenklet sagt: Du er nødt til at flytte dig selv væk fra støjgenerne.
Fik jeg nævnt, at jeg har prøvet det selv?
I 2012 startede jeg min første selvstændige virksomhed, og jeg havde seriøst brug for ro og fokus til at bygge noget, der kunne blive til en levevej. Jeg havde fem måneder med løn. Derefter beroede det på min virksomhed, om mit minimalbudget kunne dækkes.
Den ro og det fokus fandt jeg ved at gå på en nyhedsfaste. Ideen fik jeg af iværksætterguruen Timothy Ferris. Og jeg tog den ganske alvorligt. Fra nu af måtte jeg kun gå på nettet efter få udvalgte og relevante facts. Ikke andet.
Jeg måtte gerne læse bøger, både fagligt og fiktion. Og det gjorde jeg. Og jeg opdagede, at man kommer meget dybere i bøgernes og ideernes verden, når ens opmærksomhed og humør ikke er i alarmberedskab over alverdens (mediekolporterede) problemer.
Jeg skal med det samme tilstå, at jeg ikke kom i mål med at gøre min virksomhed til en overlever på de fem måneder. Det var måske også et gran overoptimistisk.
Men jeg kom i mål med noget helt andet og højst uventet. Jeg fik markant bedre humør. Jeg fik en personlig sejhed. Jeg fik optimisme. Og jeg fik fokus.
Nyhederne, eller nogle af dem, kom stadig til mig på anden hånd. Men de ramte mig ikke rigtig længere. Jeg var ret immun. Og jeg følte mig mere velorienteret end nogensinde før.
Jeg vidste hvem jeg var og hvad jeg skulle. Jeg havde givet mig selv tid og ro til at være det og at gøre det.
Er du selv en del af problemet?
Efter min personlige erfaring: Ja! Du er selv en del af problemet, så længe du tager borgerpligten med at være velorienteret alvorligt.
Du er selv en del af problemet, så længe du giver støjsenderne lov til at ekkoe i dig selv. Så længe du tillader støjen at blive en del, måske endda en væsentlig del, af dine samtaler med andre.
Støjen og hvad den gør ved dig er et samfundsproblem. Men det er også et samfundsproblem, som kun kan løses af os selv personligt. Vi må hver især tage affære og træffe et dybt personligt valg: Vil jeg være en del af problemet, eller vil jeg være en del af løsningen?
Er jeg?
Tja, nu har jeg jo selv bragt spørgsmålet på bane. Jeg håber for dig, at du finder en personlig vej væk fra den suggestive og højaktuelle Netflix-thriller om Trump og Vance og USAs deroute, om sammenbruddet i den internationale orden der herskede 1945-2022 og om alle de igangværende stormagtsdramaer.
Jeg håber for mig selv, at mine nyhedsbreve, og hvad jeg ellers bidrager med, i din optik vil blive værdsat som mere signal end støj.
Jeg vil meget gerne høre din ærlige vurdering. Fylder jeg vores samtale med støj, eller er der også signaler, som du kan bruge til noget?
Holder vi kontakten? Eller bliver jeg også en af de støjsendere, som du vælger at slukke for?
