Færdig med at score højt på ligegyldighedsskalaen. En historie om forskellen på flad logik og følt virkelighed
Scenen er sat. Der står ti stole i en halvcirkel. På hver stol sidder et menneske. En mand eller en kvinde. En ung eller en gammel. En stor eller en lille. Men én ting har de til fælles:
De sidder allesammen og stirrer ufravendt på deres ene hånd – den, der holder mobilen.
Nej, to ting til fælles: De stirrer, men deres øjne står ikke stille. Øjnene scroller. Pupillerne jager afsted som telefonpæle der drøner forbi et togvindue.
Har jeg tabt dig nu?
Okay, her er én god grund til at læse videre:
De berømte 7 sekunder
Dette er historien om de berømte syv sekunder: De syv, der nok i virkeligheden er lige så inflationsramte som husholdningsbudgettet. Seks? Fem? Fire? Et splitsekund?
Det er historien, som kommer til at afgøre, om du er helten eller skurken – vinderen eller taberen.
Derfor skal du læse videre! Og der kommer flere gode grunde.
Du, som holder til her i tråden – og tak for det! – har noget at skulle have sagt. Noget, som gerne skulle høres. Eller læses. Allerhelst også opfattes. Og tages til efterretning. Eller i det mindste tages for gode varer.
Nu skal vi se på og høre om, måske oven i købet føle, hvordan vi bliver hørt og set og måske endda forstået på de dér syv-seks-fem-fire-tre-to-een sekunder.
Det hele bliver afgjort i overskriften.
Og hvad stiller vi så op med det?
Hvis du spørger mig, så kaster vi os hurtigst muligt ud i at lære nogle kneb fra fortællerens værksted. Vi skal have hele skæbnefortællingen antydet i bare syv små ord. En sætning, som kan trænge igennem maksimal læsehastighed: Scrolling.
Fortællingen handler om en helt. Helten fejler nærmest katastrofalt. Derefter gennemgår helten en forvandling, og det hele ender i stor lyksalighed.
Kogt ned til bouillonterning lyder det sådan her:
Hvem gør hvad hvor?
Hvem: Vi skal have en helt, men samtidig en som sagtens kunne være dig selv.
Gør: Vi skal have en handling, for ingen er spændende nok i sig selv – end ikke du.
Hvad: Dette led præciserer hvad handlingen går ud på og hvad den potentielt kan føre til.
Hvor: Det er ikke bare geografi. Det er også hvor længe, hvornår, hvor højt, hvor dybt, hvor svært osv. I hvilken sammenhæng. Med hvilket mål.
Hvem gør hvad hvor? Det er allerede fire ord ud af de syv. Så det er bare med at finde den store pensel frem og tænke kreativt.
En sætning uden "hvem"
Derfor droppede jeg hvem i min overskrift i dag og nøjedes med hvad (færdig med at score), hvor (på ligegyldighedsskalaen) og hvor højt (højt).
Ligegyldighedsskalaen er et begreb fra spørgeskema-verdenen. Det antyder spørgsmål, som er så inderligt ligegyldige, at man ikke gider svare på dem eller vælger at svare med "ved ikke".
I min historie er ligegyldighedsskalaen det ord som antyder en fejl, en fejl som vores helt kommer til at begå og derpå må lære af, før han/hun/den/det kan begynde sin rejse imod den store forvandling.
Når vi dropper hvem, så bliver det underforstået, at hvad kan handle om hvem som helst, og især om dig, som gør eller ikke gør et-eller-andet.
Eller ønsker, eller begærer, eller drømmer om.
Hvor meget?
Ud over tid, så er der en anden ramme, som er vigtig, i hvert fald når vi skriver på nettet. Og det er antal anslag.
Her gælder egentlig bare et maksimum og et minimum. Max. er 55-60 anslag inklusiv mellemrum. Så mange anslag skal der til for at fylde pladsen ud – den plads der er til rådighed på den skærm, som din læser læser på.
Men du skal jo ikke bare fylde pladsen ud. Du skal trænge igennem. Med et sats. Med risikoen for at fejle.
Jo stærkere og mere levende du kan opmale din skæbnefortælling i to, tre, fem eller maksimalt syv ord, des færre ord og færre anslag behøver du måske.
H. C. Andersen og de folkelige fortællere som han lærte af kunne engang nøjes med to korte ord:
Klods Hans
Dengang var Klods Hans sådan en kort og fyndig sætning, som rummede en hel fortælling.
I hverdagsbrug var Klods Hans måske en kort irettesættelse til barnet, som faldt i sit snørebånd. Men ved puttetid var Klods Hans højtlæsning af den lyse og optimistiske skæbnefortælling om, at heldet kan følge den tossede. Og det var mere end det: Det var også erfaringen om, at man kan fokusere så hårdt på resultatet eller udkommet (Prinsessen og det halve Kongerige), at man bliver sendt hjem.
Så hellere være Klods Hans, der giver sig god tid og finder noget som kan bruges.
En træsko, en håndfuld mudder og en død krage. Tre gange hvad som er fulde af løfter om en god historie og en happy ending.
Happy ending
En happy ending for mig ville være, hvis du nu gik på jagt efter gode eksempler på overskrifter eller titler, som er så fortællende, at de kan skære sig igennem scroll-panser. Og hvis du så delte de gode eksempler med os andre her i tråden.
Helt godt kunne det blive, hvis du kender en, som kunne have gavn af at kende opskriften på en god titel og delte denne historie med vedkommende.
