Vi øger afstanden mellem mennesker, når vi taler mere end vi lytter. Og vi øger den afstand endnu mere, når vi skriver. For mens vi sidder ved tastaturet og former næste sætning, forelsker vi os i vores egne gode argumenter og den vellydende retorik. Og vi glemmer at lytte. Vi glemmer at se. Vi glemmer at fornemme modtageren. Sådan rigtigt fornemme med alle antenner strittende.
Fænomenet plager alle – selv dem, der lever af at skrive brugsprosa.
Internetsamfundet har løst nogle samfærdselsproblemer, men det har også bragt nye problemer. Et af dem er meningsstormen. En storm af orkanstyrke.
At færdes i det offentlige rum er efterhånden lige så udfordrende som at krydse Sahara i en sandstorm. Øjne, mund, næsebor og øren fyldes med sand. Det sand er faktisk et dækkende billede, for mængden af meninger er lige så uendelig som antallet af sandkorn i ørkenen, og meningsudvekslingen er lige så ufrugtbar. Og det er så en overdrivelse, for om natten vokser der smukke blomster frem i Saharas sand.
Hvordan føles det?
Når du modtager en SMS-besked, tænker du så nogensinde over, hvor meget bedre forståelsen ville have været, hvis vedkommende i stedet havde ringet dig op og hørt på dit tonefald, hvordan humøret var i dag? Hvor parat eller ikke-parat du var til at imødekomme det ønske eller behov, som nu dukkede op i en tekstbesked?
Når du læser en update i et hvilket som helst medie, hvor store er da chancerne for, at du ikke føler din naturlige nysgerrighed og opdagelsestrang misbrugt på det groveste?
Meget ofte, når jeg – en sølle informationsafhængig, jeg erkender det! – scroller på nettet, så tænker jeg med en vis misundelse på de 40% af de voksne som har så svært ved at læse, at de aldrig åbner en bog eller læser en avis. Heller ikke netversionen. Heller ikke det 40 linjer lange brokkehoved-opslag i Facebook.
Men måske læser de stadig overskrifterne. Og måske er en overskrift nok til at indgyde stress og informativt overload?
Godt. Nu forstår du mig. Måske er du ligefrem enig. Så kommer spørgsmålet farende rundt om hjørnet med ørkenvinden: Og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det?
Det skal jeg fortælle dig.
Fra og med i dag vil jeg
sende færre SMSer. I stedet vil jeg ringe op eller kalde op med Facetime. Så jeg kan se og høre mennesket i den anden ende. Og jeg vil huske at lytte i situationen og spørge, før jeg farer frem med mit eget ærinde og min egentlige grund til at tage kontakt.
sende færre emails. Jo, den er god nok. Indbakken er en sump af spam og svindelforsøg, og det kvalificerer den til at være det mest åndssvage sted at dele et mødereferat eller en orientering om state of affairs. Fremover vil jeg bruge de sidste fem minutter af mødet til at sikre mig, at alle har forstået, hvor vi skal hen, og at alle har taget deres egne notater. Og gerne i hånden. Det er taktilt. Og præcist. Og ikke mindst personligt. Måske ligefrem privat.
skrive færre artikler. Jeg kan nok ikke helt lade være, for det med at skrive har været en lidenskab for mig siden jeg var teenager. Men når emnet er vigtigt, vil jeg tænde for videokameraet eller mikrofonen, og så vil det i din ende være ligesom at få et opkald på telefonen eller på Facetime.
Hvad vil du?
Jeg forventer ikke, at du vil tage de samme valg, men jeg vil være glad, hvis du vil tænke lidt over, hvordan du kan få mere øjenkontakt og ørenlyd ind i din hverdag. Ind i vores hverdag.
Hvis du er sådan en, der skriver artikler eller klummer eller ledere, så overvej, om du i stedet skal træde op på ølkassen og holde en brandtale til dem, der før var dine læsere og nu er dine lyttere eller tilhørere. Du har jo også en digital ølkasse, som du kan træde op på.
Hvis du er sådan en, der driver en foreningshjemmeside eller en webshop, så overvej, om du kan fortælle om idé, fordele og virkemåder for rullende kamera eller kropsnær mikrofon.
Hvis du har læst med så langt, så fortæl mig i kommentarerne hvad jeg har glemt og hvor jeg tager fejl. Fordi jeg ikke har lyttet godt nok, før jeg slog tastaturet an. Tak!
Foto: RDNE Project
