Jeg orker ikke de blå, de grønne, de rosa eller de violette segmenter: For mig er kunden enten sort eller hvid.

Nu skal du høre hvorfor:

For den hvide er alting altid godt og rigtigt. Det er som det er. Og som det skal være. Det er ofte noget skidt, men sådan er det jo. Og intet er jo skidt uden at det samtidig er godt for noget. Verden er i balance, og den balance skal der helst ikke pilles ved.

For den sorte er alting altid i udu. Der er noget galt. Og det er for galt. Verden kunne være et meget bedre sted, hvis bare … hvis der ikke fandtes så mange idioter.

Det er idioternes skyld, at den sorte altid er i sort humør og altid har en følelse af at være gået ind ad den forkerte dør.

Sort-hvid modsætningen er mere virkelig end farve-segmenterne

I virkeligheden er der ingen mennesker som er 100 procent hvide eller 100 procent sorte. Men de er heller ikke 100 procent grå.

Ingen er 50-50. De fleste er enten mest til den sorte side eller mest til den hvide side. Det er derfor teorien er brugbar. Teorien om to grundlæggende forskellige mennesketyper og verdenssyn.

Den sort-hvide teori udfordrer os til at udtrykke den samme sandhed på to forskellige måder for at få begge mennesketyper til at høre efter.

Når vi prøver at få dem til at købe et budskab eller svare på et spørgsmål eller indse et behov, så skal vi altid i byen med to vidt forskellige budskaber – et til den sorte og et til den hvide.

For deres verdener er vidt forskellige. Og deres behov er vidt forskellige. Og det at få deres opmærksomhed kræver vidt forskellige tilgange.

To (h)vidt forskellige tilgange

Når du taler til de hvide, må du helst ikke forstyrre deres trygge verdensbillede. Du skal tværtimod bekræfte det.

Når du taler til de sorte, skal du helst kunne bekræfte dem i, at verden er lave og at tingenes tilstand er en fornærmelse imod ethvert intelligent væsen.

Du kan godt sælge noget til de hvide. De skal blot have mere af det samme. Aldrig noget nyt og ukendt.

Du kan også sælge noget til de sorte. Bare de aldrig har købt det før. Det skal være lige så unikt og originalt som de selv er.

Du kan godt få en samtale i gang med de hvide, når blot du husker, at det de går efter i samtalen er bekræftelse.

Tilsvarende med de sorte. Bare omvendt: De vil modsiges og provokeres. Ellers keder de sig og går deres vej.

Subjektivt set er der aldrig én sandhed om verden. Der altid mindst to. Og mens den ene overvejende er hvid, så er den anden overvejende sort.

Sådan er det bare.

Og det er enten meget godt eller meget skidt.

Alt efter hvem som konstaterer det.

Et 50 år langt arbejdsliv i foreninger, organisationer og virksomheder har lært mig, at kommunikation og frem for alt samtale er det smøremiddel, der sørger for, at arbejdet bliver gjort og målene nået. Arbejdslivet har samtidig lært mig, at man ikke kan tage disse ting for givet. Det er ikke noget, vi bare kan fra fødselen af. Vi kan derimod lære det, og vi kan i høj grad blive bedre til det. 


Følg mig, og bliv selv lidt mere produktiv og fremgangsrig ...

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
>