Facebook-brok: Den perfekte opskrift på dårligere humør

jan 13

Facebook-brok. Jeg falder selv i. Lidt oftere end jeg bryder mig om.

Lige efter at jeg har brokket mig, har jeg det godt. Men det varer ikke så længe. Så krummer jeg tæer. Eller også er der en god ven derude, som husker mig på, at jeg burde krumme tæer.

Jeg kender et par stykker, som tilsyneladende ikke har sådan en ven. Derfor vil jeg for et øjeblik prøve at udfylde rollen som dén gode ven.

Kære ven

Du har meldt ud på Facebook at du har en holdning, og mange af dine opslag i mediet har på det seneste været rendyrket Facebook-brok.

Det tolker jeg som et ønske om at blive mere politisk aktiv og være med til at præge vort samfund. Det valg kan jeg kun støtte med hele mit hjerte. Men har du tænkt over, hvad forskellen(e) er på at være politisk tænkende og politisk aktiv?

Lad mig nævne et par stykker:

Politisk aktiv

Man fortæller om sin vision og arbejder for at inspirere andre med det.
Man handler og forhandler for at fremme sin vision.
Jo mere man handler, des bedre får man det med sin politiske vision. Kroppen og sindet kan rigtig godt lide, at vi handler praktisk og målrettet i overensstemmelse det vi gerne vil opnå.

Politisk tænkende

Man er mere en tilskuer eller en iagttager. Man føler sig truet eller forulempet af dem, der ikke opfører sig som de bør – i forhold til ens eget værdisæt.
Man fristes til at skælde ud. Et eller andet MÅ man jo gøre for at komme af med sin bekymring over tingenes tilstand.
Man opdager, at man kan snyde kroppen og sindet til at tro, at den skideballe, som man for et øjeblik siden delte ud til højre og venstre, var et godt og aktivt bidrag til den politiske sag. Det føles – næsten – lige så velgørende. Omend ikke lige så længe.
Faktisk varer den glæde kun et kort øjeblik. Inden længe føler man atter trang til at udøve lidt Facebook-brok. Hvis ikke man har fået – og forstået – et hint fra en god ven.

Taget på fersk gerning i Facebook-brok

Ikke at jeg på nogen måde er verdensmester. Tværtimod. Det er jo derfor jeg har brug for at tænke mig om.

Det er ikke ret mange dage siden en god kollega svarede i en tråd: Hvorfor bliver du ved med at købe Apple-produkter, når du altid skal brokke dig over dem?

Pfffft! Så var gassen gået af den ballon. Faktisk fik jeg lidt røde ører. Det var lige dér jeg fandt på løsningen.

Løsningen

Hver gang jeg fristes til at skælde ud, stopper jeg op og tager en dyb vejrtrækning. Og så spørger jeg mig selv: Hvad kunne være en fornuftig løsning på det problem? Og hvad kan jeg selv GØRE for, at vi kommer den vej?

Der er heller ikke ret mange andre, der bliver gladere eller klogere af vores Facebook-brok. Derfor har jeg besluttet, at jeg vil øve mig i at være mere politisk aktiv og brokke mig mindre.

På tomandshånd

Når det til tider er for svært at holde masken, slår jeg mig løs sammen med en god ven på tomandshånd. Så får den ikke for lidt med grovkornet satire og verbale øretæver til alle idioterne derude. Og et godt grin.

Det er helt utroligt som det hjælper. Bagefter har man ikke den mindste trang til at brokke sig offentligt. Man har jo fået afløb.

Det giver også et energiboost. Og det boost kan man jo så vælge at investere i et stykke praktisk arbejde for den sag, man tror på.

BUM!

Hits: 16

Leave a Comment:

Leave a Comment: