Syv ting som står i vejen for din succes

jul 26
Pas på salgstekster, når de undervurderer den succes du har opnået ved egen hjælp

eller historien om hvordan salgstekster ofte nedvurderer den succes du har opnået ved egen hjælp

Det er salgstekster som denne: “Online markedsføring er indviklet! Lad os hjælpe dig med at få succes.” Eller denne: “Læs her: Syv ting du ikke vidste om online markedsføring”. Du kender sikkert andre varianter. Og så kender du også træthedsfølelsen bagefter.

Måske er du ligefrem faldet for tricket en gang imellem. Helt ærligt: Det er jeg også. Men på den lange bane har ingen af de her fix frelst min virksomhed. Ingen!

Hvis jeg skal gøre op, hvad der over tid har holdt røven oppe på min egen virksomhed, og sikkert også på din, så er det mit blik fast og ufravigeligt og måske en lille smule kreativt rettet imod kundens problem og løsningen på det.

Sælger på frygt

Denne måde at sælge på er slet ikke så ny endda. Den er en variant af det gamle sælgertrick, sælg på frygt. Frygten for at være bagud eller endnu værre, udenfor!

Det minder mig om den amerikanske trommeslager med det solide og tilbagelænede afterbeat. Walter var glad for sit beat. Men de andre i bandet havde en anden rytmeopfattelse og drillede ham konstant, fordi, som de sagde: Du er jo bagud, Walter!
Walter blev med tiden mere og mere deprimeret over drillerierne, og til sidst var han så ked af det, at han kastede sig ud bag et eksprestog.

Frygten kan neutraliseres, hvis du tænker lidt over, hvordan det rent faktisk er lykkedes for dig at opbygge en forretning.

  • Hvordan kunderne finder dig. Og hvorfor de gør det.
  • Kommer kunderne, fordi du har det sidste nye skrig i hjemmeside, landingsside, PPC, SEO, SMM og TM?
  • Eller kommer de, fordi du skaffer dem en løsning, som de behøver og som de kan have tillid til.

Vælg, hvad du føler for. Du kan alligevel ikke tænke dig til resultater.

Og buzzwords

Ekspertens budskab består ofte af en masse buzzwords. Hvis du ikke får mening ud af modeordene, så kig i stedet efter den bagved liggende mening. Den vil ofte vise sig at være noget med, at din virksomhed da lige mangler at gøre noget alvorligt ved fem-seks-syv (!) indsatsområder: Hjemmesiden, landingssiderne, PPC annoncering, søgemaskineoptimering, linkbuilding, sociale medier, emailmarketing og PR samt remarketing.

Det er ikke de smarte search- og databaserede marketingværktøjer, der står for skud her. De er naturligvis alle megapotente.  Problemet er præmissen om, at der er noget, du og din virksomhed har forsømt at prøve af på kunderne. Noget, du er nødt til at købe dig til …

Ingen vej uden om hjemmearbejde

Problemet er også, at mange virksomhedsledere og kommunikatører slet ikke er forberedte nok på grundlektien til at tage de moderne search- og databaserede marketingværktøjer i brug. For det forudsætter

  • at man har gjort sin markedsresearch
  • at man har endevendt sin mission og sin historie
  • at man har brugt timer på at definere målgruppens søgetermer
  • at man kan formulere hele argumentationskæden problem-løsning-fordel-action med bare 15 ord til rådighed
  • at man er temmelig dus med sin kunde,
  • at man kan lave ét salgsbudskab ud af tusinde – nemlig det ene, som rammer kunden rent

Ligesom i krig og kærlighed er vinderen ofte den, der giver sig virkeligt god tid i forberedelsen af felttoget. Lad dig ikke lokke ud på en fristende genvej kort før mål.

Leave a Comment:

Leave a Comment: