Jeg er verdens bedste til dialogen. Men jeg savner …

aug 01
[responsivevoice_button voice=”Danish Female” buttontext=”Lyt til artiklen”]

Jeg er verdens bedste til dialogen. Men jeg savner udfordrere.

Jeg er også verdens bedste til at overdrive. Det er de fleste af os. Vi kommer nemt til at overdrive, når vi i teksten til en ny hjemmeside beskriver hvilken gave vi er til verden.

En sejlivet webdesigner-skabelon fra 1990’erne er skyld i meget af det. Den skabelon lærte dig at strukturere din hjemmeside ud fra følgende spørgsmål:

  • Hvem er jeg?
  • Hvad har jeg at fortælle?
  • Hvor gør jeg en forskel?

Disse tre helt enkle spørgsmål fremprovokerer altid meget komplekse svar, og når vi er færdige, har vi omtrent skrevet en roman. I hvert fald en tekst, som keder sine læsere i søvn.

Dialogen: Bliver vi hørt?

Nu er det bare sådan med romaner, at de først bliver til romaner i det øjeblik nogen læser dem. En film bliver først til en film, når tilskueren bliver siddende. Ikke fordi der er bundet en klat lommepenge i en biografbillet, men fordi filmen er elementært gribende.

Sådan er det faktisk også med hjemmesider. Spørg bare nogle af de stakler, som har knoklet i måneder med at sætte den perfekte hjemmeside op. Og reaktionen udeblev. Bum!

I jagten på det perfekte, eller blot det brugbare, glemmer vi tit noget helt fundamentalt. Dialogen.

Dialogen: Får vi fat?

Har nogen fortalt dig, at også en hjemmeside er nødt til at være elementært gribende? Ellers får du det at vide nu.

Hvordan bliver et kunstværk eller en hjemmeside gribende? Den gør eller siger noget, som faktisk formår at gribe gæsten!

Ud over at indholdet skal være virkelig godt formuleret, så skal det også være noget, som gæsten kan

Genkende sig selv i – fordi du har eller har skaffet dig lidt viden om gæsten.

Reflektere over – fordi historiens pointe er så vedkommende, at gæsten helt naturligt tænker videre over den.

Indleve sig i – fordi historien er fortalt med klarhed. Men uden at være så klar, at den lukker sig helt om sig selv.

Bruge – fordi der i det fortalte er let genkendelige stumper af viden, som det giver god mening for gæsten at tage med sig videre.

Evaluere – fordi oplevelsen er så god, at gæsten får lyst til at dele den med andre!

 

Dialogen: Gør du et seriøst forsøg?

Der er mange forskellige kvalitetskrav til tekst og budskab. Men der et et eneste krav, som er overordnet dem alle, og det er:

Du skal ville noget med dialogen, og det er op til dig at få samtalen på gled!

Grunddogmet i al (god) salgsundervisning er, at du

  1. ved noget om kunden
  2. interesserer dig for kunden
  3. stiller spørgsmål til kunden
  4. udvikler en meget præcis forståelse for kundens behov og
  5. aktivt hjælper kunden med at beslutte sig

Læg vel mærke til, at ikke een af anvisningerne her handlede om at kunne aflire en masse godt om dig selv, din service og dit produkt. Det handlede udelukkende om kunden og om din samtale med kunden!

Dialogen gør forskellen

Forskellen på døde og levende hjemmesider kan koges ned til en eneste faktor: Tager de dialogen med kunden, eller gør de ikke.

Baseret på den indsigt kan rigtig mange gå hjem og starte helt forfra med, hvad der skal stå på deres forside, på landingssiden, i seo-teksten, på om-siden, på kontaktsiden, på købsknappen, på cookie-erklæringen, på opt-in-dialogen, i nyhedsbrevet, i bloggen og i FAQen.

For at starte med det sidste: Hvor mange FAQ har du læst, som faktisk besvarede dine spørgsmål og ikke bare var en kedelig opremsning af kedelige fakta, som udgiveren forventede at blive spurgt om?

Hvor mange landingssider har du læst, som faktisk opviste tegn på, at de var skrevet til lige præcis dig, og ikke skrevet af efter en eller anden smart amerikansk copywriter-skabelon?

Læs også: Message-layers får din læser til at føle sig skideklog

Dialogen: Nu skal du træne

Lad os slutte af med en lille øvelse. Hvad ville du, med dit nye kendskab til dialogens betydning, snakke med din gæst om på hver af disse sider?

Forsiden

Landingssiden

Seo-teksten

Om-siden

Kontaktsiden

Handelsmodulet

Nyhedsbrevet

Opt-in-dialogen

Bloggen

FAQen

 

Bagefter er du velkommen med dine spørgsmål – eller dine protester – i kommentarerne herunder. Du er også velkommen til at forsyne dig med lidt frisk frugt fra min have her.

Denne frugt hænger ret lavt

Dine konkurrenter har endnu ikke opdaget, hvor meget det betyder for kunden, at en leverandør forstår og respekterer behovet for dialog. Men det har du! Så udnyt dit forspring. Abonnér her – og lær alt, hvad der er værd at lære om dialogen både offline og online  >

[responsivevoice_button voice=”Danish Female” buttontext=”Lyt til artiklen”]

Leave a Comment:

Leave a Comment: