jan 29

Mine bedste blogger-fejl: Lær af mine fiaskoer

Jeg åbnede selvstændig konsulentvirksomhed i 2013. Fra starten havde jeg tre ting på plads: Mit netværk, en WordPress hjemmeside og mit første blogindlæg. Siden skrev jeg mange flere forsøg som blogger. Hver gang gjorde jeg et stort nummer ud af at forklare, hvordan jeg og min indfaldsvinkel var anderledes og meget bedre end mine konkurrenters.

Sådan blev jeg ved.  Jeg fortsatte i uger og måneder. Jeg fik færre læsere. Hjemmesiden og bloggen skaffede nul kunder. Heldigvis sørgede mit netværk for, at jeg fik opgaver. Tak, netværk!

Jeg kilede på som blogger. Jeg regnede nemlig med, at jeg langsomt, men sikkert ville skaffe mig flere læsere. Jeg ville knække koden. Men i stedet fejlede jeg videre. Sådan gik det meste af et år. Endnu et år gik med at få den rigtige metode ind under huden.

Nu er vi så her, i starten af 2017, og jeg synes det ville være synd, hvis det kun var mig der skulle få gavn af de blogger-fejl. Værsågod: Læs. Og lær.

Blogger-fejl nummer 1

Folk gider ikke at læse om, hvad jeg mener om mine konkurrenter og deres metoder. Hvis jeg rent faktisk har gjort noget, der slår konkurrenterne, så måske. Men den slags blogindlæg kommer aldrig i top-ti over, hvad folk gider læse. Folk vil hellere læse historier som disse:

  • Sådan får du selv en stærk konkurrencefordel
  • 17 ideer der får folk til at læse dine blogindlæg
  • Sådan skriver du overskrifter med krog og blink

Blogger-fejl nummer 2

I og med at jeg lagde hovedvægten på, hvad der adskilte mig fra mine konkurrenter, kom dette perspektiv også til at præge min søgeoptimering af blogindlæg. Mine artikler blev svage på de søgetermer, som mine konkurrenter gerne ville findes på, og stærke på nogle dialog-tilgange, som kun nørder interesserer sig for.

Snart rangerede jeg flot blandt de få dialog-nørder. Til gengæld var jeg totalt fraværende inden for de områder, jeg gerne ville yde service på: webdesign, sociale medier, online marketing osv.

Altså: Fuldstændig forfejlet SEO-strategi.

Blogger-fejl nummer 3

Jeg forstod ikke, hvad der gør en blog læst og ulæst. Hvad værre er, jeg forsømte at spørge dem, som det gik godt for. Jeg troede, at det bare handlede om at blive ved. I virkeligheden handler det om at finde det rigtige perspektiv, nemlig læserens:

  • Hvem er dine læsere?
  • Hvad har dine læsere brug for at vide?
  • Hvorfor er det godt at vide?
  • Hvordan kan det gøres smartere?
  • Hvem har du hjulpet med dette og hvad siger de om det?

Blogger-fejl nummer 4

Jeg forstod heller ikke, at blogartikler generelt skal formuleres som svar på noget, læserne spørger sig selv om, eller noget de søger svar på via Google-søgninger. Derfor fik jeg heller aldrig helt fat i den grundlæggende struktur, som ethvert blog-indlæg bør bygge på.

  1. Research: Hvordan formulerer folk rent faktisk dette spørgsmål i Google-søgninger?
  2. Struktur: Hvilke aspekter skal jeg som minimum have med i mit svar?
  3. Formulering: Hvordan formulerer jeg dette enkelt og jævnt, så det tydeligt fremgår, at svarene matcher de stillede spørgsmål?
  4. Layout: Hvordan deler jeg teksten op i overskuelige afsnit med engagerende overskrifter og klare pointer?
  5. Test: Hvordan scorer blogindlægget på nuværende tidspunkt  i en søgeoptimeringstest? I en læsbarhedstest?
  6. Ret: Hvad er nødvendige rettelser?
  7. Test igen: Se, hvordan brugerne tager imod indlægget. Hvor mange deler det? Hvor mange kommenterer det? Hvad kan du gøre for at få flere delinger og flere kommentarer?

 

Aldrig mere blogger-fejl

Jeg begår aldrig de fejl igen. Og indlægget du lige har læst er et eksempel på, hvordan jeg burde have båret mig ad fra starten.

Begår du lignende fejl, så skynd dig at rette dem. Og glem ikke at læse og lære hos nogle, som har meget bedre resultater med blogging end jeg har. F. eks. folkene bag Yoast-bloggen. Og folkene her.

Vil du hellere arbejde med danske erfaringer, er du velkommen til at følge min blog. Herfra og frem bliver den kun bedre.

 

Leave a Comment:

Leave a Comment: